Interview med Sandra Kjeldsen
I en alder af kun 28 år har Sandra oplevet ubærlig sorg mere end en gang. Sandras historie rummer en smerte, som de fleste af os knap kan forestille sig. At miste to børn. Først Mathias, der døde i maven i januar 2021, og siden Victor, der kæmpede for livet i fem uger i 2023, men til sidst måtte give slip.
Når jeg lytter til Sandra, slår det mig, hvilken sjælden fightervilje hun rummer. Hun taler roligt om oplevelser, der ville have slået de fleste omkuld. I dette interview fortæller hun om kærligheden til hestene, og hvordan de har givet hende et sted at være, når sorgen føles endeløs.
Et liv med heste
Sandras bånd til heste er livslang. “Mine forældre avlede Welsh-ponyer, så jeg voksede op med ponyer omkring mig. Jeg var med til skuer og shows, og jeg var ikke ret gammel, da jeg fik min første pony. En shetlandspony, som vi gjorde ridevant, med mig som rytter.”
Sandra fortæller om barndommens ponyer. Om forældrenes ponyer der var for unge og friske til hende, og hvordan det i stedet blev Dartmoor-ponyen Shadow og New Forest-ponyen Texas, der blev hendes partnere gennem ponytiden. Når jeg hører Sandra fortælle, mærker jeg, hvordan hestene tidligt gav hende en indsigt i både ansvar, ro og nærvær.
Hun var heller ikke bange for at tage en udfordring op. Som 13-årig fik hun mulighed for at være med til at tilride den unge fjordhoppe Sif. “Sif kom virkelig ind under huden på mig, og jeg spurgte flere gange, om hun var til salg. Jeg drømte om, at hun skulle blive min. Jeg fik dog det samme svar hver gang, at det var hun ikke. Hvorfor fandt jeg ud af på min konfirmationsdag. Mine forældre havde nemlig i hemmelighed allerede købt Sif.”
Sif og Sandra blev et fast par gennem en årrække. “Vi udviklede os og fik mange gode oplevelser sammen. Blandt andet red vi Junior DM i dressur for fjordheste.”
Arvak – Den følsomme støtte
Sif var en fantastisk juniorhest, men da Sandra blev senior, opstod tanken om at lade en yngre rytter få glæde af Sifs kvaliteter. Således skiltes deres veje. Efter en periode med en urutineret dansk varmblod vendte Sandras tanker tilbage til fjordhestene. “Jeg begyndte at se mig om efter en rolig fjordhest, og ikke længe efter blev jeg introduceret til Arvak.”
“Han var dog egentlig slet ikke det, jeg søgte. Da jeg så ham første gang, tænkte jeg: Han er ikke noget for mig. Han var ung og urutineret og så pjusket ud. Men da jeg kom op på ham, var det bare noget helt andet, og jeg faldt virkelig for ham på den første ridetur.”
Arvak var dog langt fra den rolige hest, Sandra havde forestillet sig hun skulle have. “Han var bange for trafik, både biler og tog. Han brød sig heller ikke om lyde. I det hele taget havde han brug for selvtillid.”
Hun fortæller, hvordan hun langsomt arbejdede på at give ham tryghed. Små ture gennem byen med hendes kæreste ved træktovet, træning fra jorden og kontinuerlig undervisning hos dygtige trænere, som hun havde tillid til. Sammen har de været igennem en spændende udvikling. Både i træningen og på stævnebanerne.
“Han er ikke perfekt og kan stadig blive bange. Han har sine quirks, men vi har et helt særligt bånd.” Når Sandra fortæller, mærker jeg tydeligt, hvordan det netop var dette bånd, der var med til at holde hende fast, da livet slog hårdest.
Mathias og Victor
Sandra og hendes kæreste havde et stort ønske om at blive forældre. Da hun allerede som 23-årig blev gravid, var glæden stor. Både hos parret selv og i deres familier. Selv Arvak fornemmede det. “Det var som om, han kunne mærke, at jeg bar på noget dyrebart. Han blev mere rolig omkring mig og puffede ofte kærligt til maven.”
Graviditeten blev dog yderst kompliceret. Sandras blodtryk steg til livsfarlige højder, og den lille dreng voksede ikke, som han burde. I januar 2021 fødte Sandra Mathias, dødfødt i 20. uge. “Jeg fik at vide, at jeg også kunne være død selv,” siger hun stille.
To år senere blev hun gravid igen. Denne gang var lægerne bedre forberedte, da hendes krop reagerede på samme måde, med bækkenløsning, skyhøjt blodtryk og til sidst indlæggelse i uge 26.
Sønnen Victor blev forløst ved kejsersnit, kun 425 gram. “Victor snød lægerne gang på gang,” fortæller Sandra. “Hver gang de troede, at nu gik det galt, så kom han tilbage. Han rykkede selv slanger ud, han holdt selv fast i sin sut. Det burde ikke have kunnet lade sig gøre, fordi han var så lille, men han var en fantastisk lille fighter.”
Jeg kan ikke lade være med at se forbindelsen mellem mor og søn. Sandras egen vilje til at stå oprejst på trods af et blodtryk, der burde have gjort det umuligt, og Victors utrolige livsenergi.
Fem uger senere var fightervilje dog ikke længere nok. Victors tarm var så beskadiget, at lægerne ikke kunne redde ham. “Det var tid til at sige et ubærligt farvel. Han levede selv en halv time, efter de havde slukket respiratoren. Det burde han heller ikke have kunnet. Men sådan var han. Han kæmpede til det sidste.”
Tilbage i sadlen
Dagen efter, hun havde sagt farvel til sin søn, gjorde Sandra det eneste, hun kunne finde mening i. Hun måtte ud til Arvak. Selvom hun selv var i ubegribelig sorg, bar hun også ansvaret for ham.
Victors kamp på hospitalet var heller ikke gået ubemærket hen hos Arvak. “De første dage, da jeg var væk, måtte min mor facetime mig, så jeg kunne tale med Arvak og få ham til at spise. Kun når han kunne høre min stemme, gik han til foderet.”
“Selvom hverken min krop eller min psyke var klar, måtte jeg i sadlen. Jeg kan ikke forklare det, men Arvak har aldrig været så rolig og modig, som på den første lille tur. Det var, som om vi begge mærkede, hvordan vi støttede hinanden.”
At høre Sandra fortælle, rammer dybt. Hvor andre ville være blevet liggende, valgte hun at rejse sig. Det kræver en sjælden styrke at gå direkte fra det ubærlige og ud i sadlen.
Hverdagen med hestene
Siden da har hestene været Sandras faste holdepunkt. Når sorgen bliver tung, tager hun i stalden. Når kroppen gør ondt efter bækkenløsningen, lindrer en ridetur smerterne i nogle timer.
“Jeg bruger ham meget på mine dårlige dage, men også på de gode. Han er min støtte. Hvis jeg ikke får min tid med ham, så fungerer jeg ikke.”
Her bliver det tydeligt, hvad relationen kan. Ikke kun som adspredelse, men som en forpligtelse, der holder hende fast. At ordne bokse, fodre, ride, at gøre noget konkret. At tage ansvar, også på de dage, hvor man kan tvivle på sin egen styrke.
Fremtiden
Drømmen om familie levet stadig. Lægerne har dog anbefalet hende at vente mindst fem år. Dels for at give hendes krop tid til at hele og finde tilbage, og dels i håb om, at forskningen kan rykke sig, så hendes sjældne reaktioner på graviditet måske bliver mere belyst, og en ny graviditet kan føles mere tryg.
“Jeg prøver at nyde den frihed, jeg har nu. Jeg har købt en ung fjordhest, måske lidt som min baby,” siger hun med et lille smil. Mine to heste står på mine forældres ejendom sammen med min mors to fjordheste, men vi drømmer om selv at købe en gård, så jeg kan have hestene hjemme. Jeg savner at have dem endnu tættere på, fx at kunne gå ud til dem om aftenen og bare være sammen med dem.”
“Jeg tror ikke, jeg havde stået her uden hestene”
Når Sandra ser tilbage, er der ingen tvivl i hendes stemme: “Jeg var ikke kommet igennem uden hestene. Selvom vi har mange fantastiske mennesker omkring os, så har hestene uden tvivl været med til at bære mig igennem. De har givet mig noget at holde fast i, når alt andet faldt fra hinanden.”
Dette er således ikke en fortælling om sorg der forsvinder. Det er en fortælling om fightervilje, hos en familie, hos en mor og hos en søn, og om hvordan en relation til en hest i hjertet, båret af ansvar og nærvær, kan gøre det muligt at leve videre, dag for dag, selv når livet viser sig fra sin allerhårdeste side.
Til Sandra
Jeg er utrolig taknemmelig for, den tillid du har vist mig, ved at dele din historie. Jeg beundrer din måde at taklet de ufatteligt store sorger på.
I sin overvældende voldsomhed spejler det, hvordan samværet med heste også har hjulpet mig gennem sorger og svære tider. Mit håb er, at du som har læst med, måske også mærker det samme. Og i dag møder den eller de heste, som du har i dit liv, med ekstra kærlighed og taknemmelighed, for det bånd I deler.
Følg Sandra og hestene på Instagram
Foto: Mette Halkjær Rasmussen