Ved årets Senior DM i dressur var Caroline Vang Klemmensen en af de få ryttere i feltet, som ikke arbejder professionelt i hestebranchen. Til daglig arbejder hun som kemiingeniør, og beskæftiger sig med bl.a. energi og CO2. Alligevel var hun og hendes 16-årige DV-vallak Sack, i daglig tale kaldet Bumle, til start ved et af årets største dressurstævner. Et godt setup, et langt makkerskab, hårdt arbejde, og en rideglæde, der har fået lov at finde sin egen form, er nogle af de elementer Caroline kommer ind på i dette interview, hvor hun fortæller om optakten, oplevelsen og deler tanker om fremtiden.
Topsport i ponytiden og rideglæde
Caroline har prøvet at være en del af sporten på højt niveau, siden hun var ganske ung. “Jeg var en del af landsholdet som pony- og juniorrytter.”
Hun opnåede store resultater i ponyårene og fik oplevelser, hun stadig ser tilbage på med taknemmelighed. “Jeg havde nogle megafede oplevelser dengang. Jeg blev bl.a. nummer tre til DM på pony, red Nordisk Mesteskab hvor vi vandt en holdguldmedalje. Jeg har prøvet mange ting, og jeg ville aldrig have været det foruden.”
Men med de store oplevelser fulgte også et pres. Caroline beskriver det ikke som et udefra kommende pres fra andre, men et pres hun lagde på sig selv og det tærede på motivationen.
“Jeg kunne godt selv se hvad der skulle til for at være med på topplan, og jeg gik med en følelse af at vi hele tiden skulle præstere 110 % for at holde niveau. Det var ikke, fordi jeg ikke elskede heste. Det var ikke, fordi jeg ikke elskede at ride. Men jeg begyndte at have svært ved at holde motivationen til at ride mellem stævner, hvis der ikke var nogen, der var der til at hjælpe mig.”
Et andet element var økonomien. Talent og flid er ikke nok alene. At løfte det økonomiske aspekt i topdressur, var også et pres, og da Caroline var startet på gymnasiet, valgte familien at sætte hendes hest til salg.
”Som mange andre drømte jeg om at gøre heste til min levevej, og jeg valgte derfor at tage en pause fra gymnasiet og afprøve livet med heste på fuld tid. Det var et fantastisk halvt år i en professionel stald, hvor jeg fandt rideglæden på en anden måde end at være på topniveau.”
Her arbejdede hun primært med unge heste. “Jeg red rigtig mange ungheste, rigtig mange dejlige heste, men jeg fandt også ud af, at jeg ikke skulle leve af det.”
Det blev et vigtigt vendepunkt, og for Caroline blev det tydeligt, at hestene for hende var en passion, ikke et erhverv.
Bumle kom med hjem
Caroline startede i gymnasiet igen, og her kom Bumle ind i hendes liv. Han var kun fire år gammel, og fra første øjeblik var der noget, der føltes rigtigt.
“Da vi kørte op ad grusvejen, vendte jeg mig om til min mor og sagde: Den dér skal med mig hjem. Og det var inden, jeg overhovedet havde prøvet ham.”
Hun lægger ikke skjul på, at Bumle ikke nødvendigvis var den hest, man på papiret så som den helt rigtige. “Det var ikke den hest, alle ville have vendt rundt og kigget på. Men der var bare et eller andet for mig. Vi klikkede.”
I dag har de været sammen i 12 år. “Han er min aller, aller bedste firbenede ven. Han har givet mig mere, end jeg nogensinde kunne drømme om.”
En hest, der skulle lære og en rytter, der skulle lære
Bumle var ung, da Caroline fik ham. Rejsen blev derfor ikke kun en sportslig udvikling, men også et langt fælles læringsforløb.“Jeg har skullet lære, og han har skullet lære. Vi har lavet fejl, og sommetider er vi gået 10-12 skridt tilbage for at prøve noget andet.”
Men kærligheden til hesten har hele tiden været fundamentet. “Jeg har altid elsket den hest, og jeg har altid nydt at arbejde med ham.”
For Caroline er de små øjeblikke med Bumle lige så værdifulde som de store stævneoplevelser. “For mig er de dage, hvor vi rider i marken uden sadel, lige så fede som at ride op ad midterlinjen til DM.”
Træning på Bumles præmisser
Bumle er i dag 16 år, og Caroline er meget bevidst om at passe på ham. “Vi træner meget varieret, og for det meste kun en eller to gange decideret dressurtræning om ugen.” Hun beskriver et setup, hvor variation, frihed og glæde fylder meget. “Vi rider ofte i marken, og han bliver redet uden sadel og med hackamore. Jeg tror ikke, vi er som de fleste dressurryttere er.” For Caroline er det vigtigt, at hestene mentalt er med på arbejdet. “Bumle har Michellino som morfar og kan godt være rigtig tændt. Så for mig har det altid handlet om, at han skulle være med i hovedet.”
Hun har tidligere også være aktiv springrytter, og har derfor også en tilgang, hvor variation er en naturlig del af træningen. “For mig handler det om, at hestene laver noget forskelligt. De skal have det godt, og de skal gå på græs, og de skal ikke presses i arbejdet.” Hun siger det helt enkelt: “Det skal være sjovt, og det skal være en leg.”
DM med en anden mavefornemmelse
Da Caroline og Bumle red DM, var det ikke med samme pres, som Caroline kendte fra sine unge år. Denne gang var følelsen en anden. “Vi skulle have en fest, og vi skulle hygge os.” Hun havde ikke en forventning om, at alt skulle være perfekt. “Vi var der for oplevelsen, og havde faktisk slet ikke fået øvet kür.
For hende handlede det om at gå ind, gøre det så godt som muligt og nyde, at de var der. “Jeg sagde til min kæreste, da vi var nede til lydprøve, at vi skal have en fest, og det skal være sjovt. Det er en kæmpe oplevelse at være her, uanset hvordan det går i morgen.” Alligevel var koncentrationen og ambitionen der. “Jeg vidste, at hvis vi red op til det, vi kunne, så kunne vi godt gå med videre til küren. Og hvis ikke, så havde vi haft en sindssygt god weekend med familie og alt det udenom til stævnet også.”
Det blev en oplevelse med følelser. “Under DM tror jeg, at jeg var igennem hele følelsesregisteret. Der blev både grædt, grint og hujet af glæde.” Ekvipagen kvalificerede sig til küren og efter endt ridt stod hun med en følelse af stolthed og tilfredshed. “Jeg sagde til min familie, at jeg ikke kunne have bedt om mere. Han gjorde alt, han kunne, der hvor vi er, og det var jeg både tilfreds med og stolt over.”
Første træning efter stævnet var en tur uden sadel.
At turde gå sin egen vej
For Caroline ligger der også en vigtig pointe i at turde vælge sin egen vej i sporten. “Man skal turde gøre det, der fungerer for en selv.” Hun ved godt, at hendes tilgang måske ikke ligner alle andres. “Inden DM skridtede vi også i marken på hackamore. Der var overhovedet ikke pres på i ugen op til.” Det er netop den balance, der fungerer for hende og Bumle.
“De dage, hvor der sidder så mange tilskuere på tribunerne, og det at han ikke vipper med et øre, det er fordi, han stoler 100 procent på mig. Fordi vi kender hinanden ud og ind.”
God hjælp gør en forskel
Caroline fremhæver også betydningen af god undervisning. I dag rider hun ved Eksamineret Berider Mette Svare Ehlers, og det samarbejde betyder meget for hende. ”Hun er sindssygt god til at fange mig dér, hvor jeg har behov.” Hun beskriver Mette som en træner, der ikke presser en fast plan ned over ekvipagen. “Hun er ikke styrende i, at nu gør vi det, og nu gør vi det. Hun lader mig meget mærke det, og så hjælper hun mig i det vi laver.” For Caroline betyder det meget, at en træner ser både hest og rytter, hvor de er, og viser lyst til at arbejde sammen som et team, fra det udgangspunkt man kommer med. “Mette tager en, hvor man er, og så prøver hun at udvikle en til det bedre.”
Caroline, Bumle og Mette efter DM i dressur 2026
Taknemmeligheden over hver ridetur
Når Caroline ser fremad, handler det ikke om at presse Bumle mod nye mål for enhver pris. “For mig handler det om, at vi bliver bedre til de ting, vi har svært ved. Og lige så stille pr øve at se, om vi kan udvikle det bedre og bedre.” Hun er bevidst om, at Bumle er 16 år, og at hans trivsel kommer først. “Den dag, hvor jeg kan mærke, at han ikke tager biddet i munden og går glad afsted, som han plejer at gøre, så har han også givet mig alt, han skulle give mig og mere til.”
Derfor er målene åbne. “Rider vi DM næste år? Gør vi det bedre næste år? Måske. Og ellers så er jeg ham for evigt taknemmelig for det, han har givet mig.”
Caroline slutter med det, der måske bedst samler hele historien. “Hver en ridetur er jeg glad for.”
Tusind tak Caroline, fordi du har lyst til at dele dit perspektiv, som jeg er sikker på at mange kan spejle sig i. At elske sin hest og finde glæde i samarbejde, udvikling og gode oplevelser, både i hverdagen og til stævner, sammen med træner og familie.
Skrevet af Mette Halkjær Rasmussen I Fotos: Privat