Interview med Sofie Dahlerup
Hvordan begynder en livslang kærlighed til heste, og hvordan holder man fast i den, når man også er mor til to små børn, har job og en travl hverdag? Jeg har talt med Sofie Dahlerup (f.1993), der bor på en skøn ejendom lidt uden for Randers, hvor hestene er en naturlig del af livet. Hun fortæller åbent om barndommens ridetimer, de første ponyer og heste, og om hvordan hun i dag finder en balance mellem børn, familie og sin passion.
Hesteinteressen opstod i barndommen
Sofies interesse for heste opstod allerede i den tidlige barndom, men ingen andre i familien var hesteinteresserede.
“Jeg var ikke ret gammel, da jeg først begyndte at spørge mine forældre om at få lov til at gå til ridning. De synes ikke umiddelbart at det var en god idé. Jeg var en af de piger, der bare elskede alt med heste. Jeg tegnede heste, læste hesteblade, ønskede mig alt med heste osv. Jeg blev ved med at plage mine forældre, og til sidst blev de nok trætte af at høre på det.”
“Jeg tror, jeg var syv-otte år gammel, da jeg begyndte på rideskolen. Det startede med at jeg blev kørt derud en gang om ugen. Jeg blev sat af og hentet igen, når jeg var færdig. Jeg kan huske at jeg skulle skifte tøj i kælderen, når vi kom hjem, fordi min mor ikke ville have hestelugt ind i huset. Jeg elskede hestene, og at jeg bare fik lov til at ride den ene gang om ugen. Senere udviklede det sig til lidt mere, da jeg fik lov til at få halvpart på en haflinger.”
Egen pony
“Da jeg var omkring 9 år, var jeg så heldig at få min egen pony. Columbus hed han. Egentlig tror jeg mine forældre havde håbet at hesteinteressen fadede ud og jeg ville stoppe. De er aldrig kommet til at dele interessen med mig, men jeg er meget taknemmelig over at jeg fik Columbus. For selvom de aldrig rigtig satte sig ind i det, så betalte de jo alle regningerne. Vi er fem søskende, og selvom jeg måske somme tider godt kunne være lidt misundelig på andre børn på rideskolen, som fik bedre ponyer og mere støtte, så har jeg også altid vidst, at jeg har fået mere end mine søskende, og det er jeg meget taknemmelig for.”
En tidlig overgang til hest
Sofie havde en tidlig overgang til stor hest. “Jeg var høj, 178 cm, allerede som 12-årig, så jeg gik tidligt over til stor hest. Jeg kan huske at jeg lånte penge af min mor og far, så jeg kunne købe den. Idet mine forældre ikke var involveret i hestene, var det i rideklubben og venner jeg fik støtte og vejledning. I bagklogskabens lys var den hest nok et forkert valg. Hun var ilter og svær at ride, men jeg lærte meget af hende.”
“Jeg var med, når der var interne stævner på ridecenteret, men dengang havde jeg ikke mulighed for at køre afsted til en masse stævner, men det gjorde ikke så meget. Det var fællesskabet i stalden, der betød meget, og mange af mine bedste veninder i dag, har jeg mødt igennem ridningen.”
En lille pause fra heste
Da Sofie startede i gymnasiet, havde hun en pause fra heste. “Der var mange andre ting, der tog fokus fra hestene i de år. Men gymnasiet var faktisk ikke helt mig, så jeg stoppede på andet år, og kom i mesterlære i en tøjbutik. Efter et stykke tid blev savnet til heste og ridning for stort, så da jeg var 20 år, købte jeg en rød treårs hoppe.”
“Igen noget af en opgave, men hun var den hest, der rigtig tændte blodet i mig. Jeg red mine første C-stævner på hende, og hun var den, jeg havde flest undervisningstimer på. Hun døde desværre af tarmslyng, da hun kun var seks år.”
Foto: Privat
Hesteejendom som ung voksen
“Lidt utraditionelt valgte min kæreste, som nu er min mand, at købe en gammel ejendom, da vi var kun 23 år. Det gjorde at jeg for alvor fik mulighed for at udleve mine hestedrømme. Allerede inden vi flyttede ind, fik vi mulighed for at gå i gang med stalden. Vi byggede seks bokse, og jeg har siden der, næsten altid haft seks heste. Nogle gange alle mine egne, andre gange opstaldere eller træningsheste.”
I løbet af de ni år, de indtil videre har holdt til på stedet, har parret også anlagt ridebane mm. til hestene, renoveret huset og istandsat udenomsarealerne.
Fotos: Privat
De er også blevet gift og har fået to børn sammen. Deres datter er 6 år og deres søn er 3 år.
Fotos: Mette Halkjær Rasmussen
Sofies hjertehest
Når snakken falder på en hjertehest fortæller Sofie med varm stemme om hoppen Rømet´s Cassiopeia, som hun købte da hoppen var 6 år og havde indtil hun blev 12 år. “Hun lærte mig virkelig at ride. Fra de første øvelser til seriechangementer og passage. Jeg red undervisning hos min veninde Malene Aborg, som selv var aktiv dressurrytter og har redet op til u25Grand Prix. Det var en fantastisk udvikling. Jeg nåede at ride min første MA på hende, da jeg var fem måneder gravid med barn nummer to.”
“Jeg valgte at sælge hende. Det var svært, men jeg synes ikke, at jeg kunne ikke have en hest på det niveau med to små børn. Hun blev solgt til Sverige og siden til USA. Jeg har fundet hende igen via en gruppe på Facebook, og hun har det rigtig godt. Det betyder meget for mig.”
Fotos: Privat
Balance mellem børn og heste
“Jeg rider mest, når børnene sover, eller når de ikke er hjemme. Jeg vil ikke lade det gå ud over dem, at jeg har en tidskrævende hobby. De har ikke selv ponyer. De er stadig så små, og jeg vil ikke passe en pony for dem, som kun vil blive brugt en sjælden gang. Hvis de en dag gerne vil ride, tænker jeg at de skal starte på rideskole, og så må vi se om det udvikler sig. Holder interessen ved, vil jeg støtte og hjælpe dem så godt jeg kan. De er dog meget glade for hestene herhjemme, specielt min søn. Min mand hjælper også meget med hestene, og alt det praktiske på gården. Da jeg sagde jeg ønskede mig en longebane, tog han straks en maskine med hjem fra arbejdet og begyndte anlægsarbejdet. Det er bl.a. også ham, der lukker hestene ud hver morgen, og så står jeg som regel for at aflevere børnene.”
Fotos: Mette Halkjær Rasmussen
Hverdagen
“Jeg kører ikke så meget afsted til hverken undervisning eller stævner efter jeg er blevet mor til to. Jeg prioriterer meget at være sammen med børnene, om det de holder af, og forsøger at planlægge min tid med hestene efter dem. Fx om aftenen når de sover. Jeg er virkelig glad for at have hestene hjemme, og også at jeg har min ridebane. Skulle jeg køre til et ridecenter hver dag, kunne det ikke hænge sammen. Om vinteren når jeg ikke så meget, som om sommeren, hvor aftnerne er længere. Det at skulle ride ude det meste af tiden, mærker jeg giver noget godt til hestene også, og det er med til at motivere i den kolde og mørke tid.“
Planer for fremtiden
“Jeg vil gerne, at det går mindst muligt ud over familien, at jeg har heste. Børnene har ikke valgt det. Det har jeg. Somme tider kan jeg da godt tænke om det tager for meget tid, men indtil videre er jeg rigtig glad for sådan, som det hele hænger sammen. Vi er også begyndt at avle lidt – ikke fordi jeg drømmer om decideret at blive avler, men i den forbindelse har jeg også set hvordan hestene bringer glæde til både min mand og mine børn, selvom de ikke rider.
For Sofie er hestene ikke bare en hobby, men en livsform. Fra barndommens vedholdenhed til dagens struktur mellem børn, job og stald har hun holdt fast i den samme glæde. Hestene har formet hendes netværk, hendes fritid og hendes hverdag, og i dag er de en naturlig del af familiens liv.
Har du lyst til at følge med hos Sofie så kig omkring hendes smukke og æstetiske instagram. Du kan anmode om at følge lige her @sofiedahlerup
Foto: Privat