Store smil og en umiddelbar glæde lyser ud af billederne med heste, som Mette Jespersen har delt på sin Instagram. Det var motivationen bag mit besøg hos et hyggeligt privat opstaldningssted på Djursland en torsdag aften i maj. Her havde jeg aftalt at mødes med Mette og hendes to døtre, Josefine på 18 år og Frederikke på 13 år. Efter en kort fotosession, satte vi os ind i rytterstuen. Udgangspunktet var en snak om, hvordan det er at blive ”hestepige” i en voksen alder. Men samtalen kom også omkring meget mere. Bl.a. læring, passion, fællesskab, svære farvel og nye begyndelser.
Hver sin disciplin
Familiens hestehold afspejler i dag, at de tre har passion indenfor hver deres gren af ridesporten.
Frederikke og springning
Frederikke har tabt sit hjerte til springningen og startede et nyt makkerskab med kat II ponyen Kilgonan Kid kaldet Kody i december 2024. De er kommet rigtig godt i gang på stævnebanerne og ser frem til at prøve kræfter med flerdagsstævner i tiden der kommer. Hvor hele familien inkl. far Claus kan tage afsted til nogle hyggelige dage på stævnepladser med camping og springning på programmet.
Josefine og dressur
Josefine går i 1. G på gymnasiet og danner par med den unge dressurhoppe Tesla a Teglgård på 6 år. Det har de gjort siden juli 2023. Tesla var bl.a. med på efterskole på Kustos Rideakademi på Vilhelmsborg, da Josefine havde sit 10. klassesår.
Mette og islandsk hest
Mette og den skønne islænder Þerna fra Alsbjerg kaldet Helga, er det nyeste par, idet hoppen blev en del af familiens hestehold i april 2025.
Hvordan opstod interessen for heste?
Mette fortæller: ”Min fars kusine havde hest for over 40 år siden. Hun var sød til at tage mig med op til den, når jeg var på ferie hos min bedstemor i Frederikshavn, men jeg har ikke på den måde redet som barn. Jeg har nogle gange gennem årene tænkt, at det kunne være hyggeligt, og måske noget jeg kunne tænke mig at prøve, når jeg blev ”gammel”.
Ikke hestefamilie i generationer
Familien er således ikke hestemennesker i generationer, faktisk skal vi ikke længere tilbage end kort før Corona, hvor Frederikke startede til ridning på en rideskole. Her blev der på et tidspunkt udbudt mor/barn undervisning, og det blev Mettes indgangsvinkel. På det tidspunkt gik Josefine op i gymnastik, og hun var udelukkende med på sidelinjen en gang imellem.
Frederikke fortæller: ”Jeg fik lyst til at prøve at gå til ridning. Jeg kendte ikke nogen i forvejen, og startede bare på et hold.” Og Mette stemmer i: ”Da de så startede et mor/barn hold op på rideskolen, blev vi enige om, at det skulle vi da prøve sammen. Jeg var den eneste mor, der var helt ny, alle de andre havde redet før. Godt nok for måske 20-25 år siden, men da vi kom i gang, var det tydeligt at de havde et andet udgangspunkt. De var dog alle rigtig søde, og det var faktisk rigtig hyggeligt.”
Egne ponyer
Efter ca. 6 måneder på rideskolen valgte familien i marts 2021 at investere i deres første pony. En kombination af stor udskiftning af rideskoleponyer og Corona nedlukning gjorde udfaldet.
Trunte
Familien tabte hjertet til en lille hvid kat III pony ved navn Trunte, en rigtig sød børnepony. Tanken var, at Trunte skulle være Frederikkes pony, men at Mette måske også kunne ride lidt på hende. Den idé var dog bedre i teorien end i praksis.
Lavendel
Trunte var således ikke den eneste pony i hesteholdet ret længe. Josefine fortæller: ”Jeg havde været med på rideskolen, men synes ikke rigtig at jeg passede ind. Jeg var jo helt nybegynder, og de andre på min alder havde redet længe. Da Corona kom, og jeg ikke længere kunne komme til gymnastik, fik jeg en masse tid. Interessen for heste kom ret hurtigt, og jeg prøvede Trunte nogle få gange.”
Frederikke stemmer i, med et skævt smil: ”Men vi var ikke så gode til at dele.”
Josefine fortsætter ligeledes med smil på læben: ”Nej, det var vi ikke, og der gik kun ca. to måneder før jeg også var så heldig at få min egen pony. En sød kat II pony ved navn Lavendel. Da vi var ude og prøve hende, var det faktisk kun 5. gang jeg sad på en hest.”
Betragtningerne bag
Mette tilføjer: ”Ja, det er jo nok en lidt unik måde at starte på. Jeg tror, vi har gjort mange ting lidt omvendt. De fleste ville jo nok mene, at Josefine burde være startet på rideskolen ligesom Frederikke, og havde lært det helt grundlæggende.
Jeg havde egentlig også en tanke om, at pigerne skulle have ryttermærker. Men igen pga. Corona, så var det jo ligesom noget, der døde lidt ud. Jeg forsøgte at lave nogle regler, men så kunne jeg bare se, at hvis vi skulle blive i det, og Frederikke ikke skulle miste lysten, så skulle der ske noget.
Da Josefine så også fik både interesse og mulighed for at bruge tid med heste, så synes vi, at hun skulle have samme mulighed, med sin egen pony. At jeg så også selv gerne ville ride, men ikke fandt det makkerskab jeg søgte med ponyerne, gjorde at jeg faktisk også startede op på samme måde som pigerne, med min egen lille pony – en PRE. Så det endte med, at vi købte tre på det første år, så det var en stejl læringskurve.”
Glæde, læring og udvikling
Det er tydeligt at selvom der er meget kritik i branchen lige nu, både fra den ene og den anden side, og retorikken, specielt på de sociale medier kan være meget hård, så virker det som om, at familien har fundet deres egen vej, og står fast på deres værdier, samtidig med de suger læring til sig.
”Det tror jeg også,” siger Mette. ”Vi søger meget viden og sparring, fx fra de andre hestefolk her hvor vi er opstaldet. Og vi er meget ærlige omkring, hvad vi ved og ikke mindst hvad vi ikke ved. Vi snakker åbent om det og lærer hen ad vejen. Vi kan måske stadig trække ”nye i hesteverdenen-kortet”, en gang imellem, men vi gør os umage. Vi opsøger fagligt dygtige undervisere. Vi har respekt for faget og vi har også lært, at det kræver noget helt særligt.”
Frederikke tilføjer: ”Det betyder også noget, at vi er her på et sted, hvor folk kender os og vores heste. Det giver tryghed og hjælper os og vores heste i udviklingen.”
Svære farvel
”Da vi købte Trunte, var en af de ting jeg havde sværest ved at forlige mig med, når andre talte om at sælge deres bedste ven. Mit udgangspunkt var, at når vi anskaffede os et dyr, så var det for dyrets levetid. Men på et tidspunkt gik det om for mig, hvorfor det udgangspunkt ikke nødvendigvis holder, når det drejer sig om heste, og måske især ikke ponyer, som børn jo vokser fra. Ikke kun i højden, men somme tider også i udvikling og ambitioner. For på en måde kan det jo næsten være lidt egoistisk, hvis man beholder en pony, som man er vokset fra, og måske ikke længere kan give den det liv, den fortjener,” forklarer Mette.
Det var dog ikke uden følelser, da Trunte skulle videre. Hun havde været verdens bedste børnepony. Rolig, stabil og tryg, men som Frederikke voksede, voksede hun også fra Trunte.
”Og det var tydeligt, da vi tog afskedsbilledet, at det var den rigtige beslutning. Der stod Frederikke ved siden af Trunte, en stor pige ved siden af en lille pony og med en ny lille pige til at overtage tøjlerne. Det var så klart.” siger Mette.
Da Josefine startede i 10. klasse på rideefterskole, var det både med Lavendel, og med sin nye dressurhest Tesla. På et tidspunkt kom Lavendel hjem og et makkerskab med Frederikke blev afprøvet. Frederikke fortæller: ”Jeg blev egentlig glad for Lavendel, men hun var ikke en springpony, som var det jeg havde fundet ud af jeg brændte for.”
Familien tog derfor beslutningen om at give både Trunte og Lavendel nye hjem.
Truntes videre færd
Trunte kom til en privat familie. Her skulle hun gøre hvad hun gør bedst. Være en kærlig ven for en lille pige. At hun så også fik en ny pony ven , en lille vallak ved navn Per, gav blot mere tryghed og glæde i afskeden.
Frederikke fortæller: ”På et tidspunkt var Trunte og jeg på ridelejr, og hele ugen stod der en lille pony i boksen overfor, som Trunte blev meget glad for. Han hed Per. Da Truntes nye familie fortalte om deres pony Per, som de havde hjemme, tænkte vi: ”Er det mon den Per” og pudsigt nok, så var det præcis ham.”
Lavendels nye liv
Josefine fortæller: ”Lavendel kom videre til et sted, hvor de blandt andet går meget op i jordtræning og horsemanship. Det setup, kunne vi se som en god fremtid for hende, hvilket også gjorde afskeden – ikke nem, men nemmere.”
Familien har gjort sig umage med at finde de rigtige hjem til de to ponyer og har stadig kontakt til de nye ejere. ”Det er virkelig dejligt at vide, at de har det godt”, siger de alle tre samstemmende.
En hård erkendelse
Ikke alle heste ender som eventyr. Mette fortæller også om den PRE-hoppe, hun selv havde, og som hun til sidst måtte erkende, at hun ikke kunne gøre glad. Skader, traumer og behandlingsforløb tog overhånd, og efter et langt forløb besluttede hun i samråd med dyrlæger, at det var slut.
”Jeg tror, det vigtigste jeg lærte i forløbet var, at det bedste ikke altid er at redde nogen for enhver pris. Jeg vil gerne blive en bedre rytter, men også have en hest, som jeg kan at nyde hverdagen med, og det har jeg fundet i Helga.”
Inspiration til andre voksne
”Jeg tror virkelig, det er min stædighed, der siger: Jeg vil lære det. Jeg har løbet både halv- og helmaraton. Det var måske ikke det kønneste, men jeg gjorde det. Og det samme med ridningen, jeg tager det seriøst, og vil gerne hele tiden blive bedre. Det er dog balancen, der er min største udfordring, men jeg prøver, og glæder mig til fremtiden med Helga.”
Mette ser også hesteinteressen videre frem, når pigerne bliver ældre og måske ikke længere har hest i hverdagen.
”Jeg har allerede kig på nogle spændende oplevelser, som Helga og jeg kunne få sammen fx en kombination af ridning og yoga, som jeg også holder af. Og jeg glæder mig til at lære islændermiljøet og fællesskabet deromkring bedre at kende” slutter Mette.
En livsrejse
At blive hestepige i en voksen alder handler ikke om at ride perfekt eller vide alt på forhånd. Det handler om modet til at begynde. At give sig selv lov til at drømme, og handle på det.
Mette og hendes døtre minder os om, at det aldrig er for sent at starte noget nyt. At man godt må gøre det anderledes end de fleste. Og at glæden ved heste ikke udelukkende kan måles i bedrifter, men i relationer – til hestene, til hinanden, og til sig selv.
Nogen bliver ”hestepige” som barn, andre som voksen. Begge dele er lige ægte.